Brugere af dit projekt er guld værd

 

4 GODE RÅD TIL HVORDAN DU FÅR ET BEDRE PROJEKT MED BRUGERINDDRAGELSE – OG FONDENES OPMÆRKSOMHED

Har du et projekt, som du gerne vil søge fondsmidler til, er det en god ide at overveje at involvere de nuværende og de fremtidige brugere – de er nemlig guld værdi for dit projekt. Ved at inddrage brugerne får du et stærkere projekt, der giver mening for flere mennesker, og det er noget som fondene er opmærksomme på.

Brugere, tænker du måske – hvem er det? Og hvordan involverer jeg dem?

Her giver vi dig 4 gode råd til at udvikle et ”guldprojekt” sammen med dine brugere. Og husk at du med fordel kan inddrage brugerne, også selvom du ikke skal søge fondsmidler til projektet.

1. Åbn op og få et stærkere projekt

Front.jpg

Fondene går naturligvis op i, hvem og hvor mange de potentielt hjælper ved at støtte et bestemt projekt. Så hvis der fx er tale om en sejlklub med 100 medlemmer, der gerne vil have et nyt klubhus til 10 mio. kr. får sejlklubbens bestyrelse et problem med at overbevise fondene, som helt sikkert vil spørge: ”Hvorfor skal vi støtte så dyrt et projekt, der kommer så få mennesker til gavn? ” Svaret er brugerinvolvering. Sejlklubben skal åbne deres nye hus op og invitere andre brugere indenfor. Det kan være andre foreninger, uddannelsesinstitutioner og lokale virksomheder. 

At åbne op og dele faciliteter med andre er ikke bare et ”stunt”, man skal foretage til ære for fondene – en slags tvangsægteskab. At involvere brugerne er en udviklende proces, som smitter positivt af på alle, ikke mindst på det projekt, som I nu er fælles om.

I eksemplet ovenfor vil sejlklubben få mulighed for at vise andre deres sportsgren og vil kunne tiltrække nye medlemmer. Sejlklubben vil også få indblik i hvad der skal til for at andre vil bruge deres klubhus. I sidste ende vil det betyde et hus med langt mere liv – et hus med en eksistensberettigelse.

2. Involver også de ”ukendte brugere”

Det er vigtigt ikke kun at gå i dialog med de brugere, som man kender, dem som man allerede samarbejder med eller har en berøringsflade til. I eksemplet med sejlklubben bør man overveje, hvem der aldrig kommer på havnen og slet ikke i sejlklubben. Netop den type brugere kan være med til at give projektet helt nye perspektiver og gøre at det skiller sig ud fra alle de andre sejlklubber og foreninger, som også søger fondsmidler til deres lokaler og klubhuse. Det kan være med til at flere bliver en del af et fællesskab.

Det er ingen kunst at involvere sejlklubbens egne medlemmer, de vil gerne have et nyt klubhus og sagtens kan se formålet. Men måske har de ”ukendte brugere”, svært ved at se, hvad de kan bruge en sejlklubs lokaler til. Derfor er det en god ide at finde en række eksempler (måske fra helt andre foreninger eller ”brancher”), hvor forskellige mennesker bruger de samme faciliteter. Inspirerende eksempler kan være med til at åbne brugernes øjne for, hvad I vil kunne i fællesskab.

3. Lad brugerne fortælle hvad de får ud af projektet

Noget andet fondene vil spørge dig om er ”er der et reelt behov for dit projekt? ” For hvis det ikke er tilfældet, er projektet ikke deres investering værd. Svaret kan du sandsynliggøre gennem dine egne erfaringer og en god baggrundsbeskrivelse, der viser problemets og behovets omfang med fx tal, statistikker og billeder, der viser at det gamle klubhus trænger til en kærlig hånd. 

Men endnu bedre er det at få brugerne til at fortælle dig og de fonde, som du ønsker at søge hos, at de ser et behov for projektet, og at det vil gøre en forskel for dem. Der findes mange måder at inddrage brugerne på; interviews, udviklingsmøder, workshops mv. Formen er ikke det afgørende, det vigtigste er at invitere åbent og ærligt til at andre brugere kan få indflydelse på projektet, og at du lytter til hvad de har på hjertet. 

4. Vis brugerne (og fondene) at de har haft indflydelse på projektet

De input som brugerne kommer med, bør du granske indgående – her kan ligge nogle vigtige svar på, hvad der skal til for at dit projekt bliver en succes og får betydning for mange mennesker. Det er sandsynligvis ikke alt hvad brugerne ønsker sig, der kan lade sig gøre eller som giver mening, men hvis du troværdigt skal kunne sige til brugerne at du har lyttet til dem, skal de kunne se deres input afspejlet i projektet. Det samme gør sig i øvrigt gældende for fondene, der vil se et tydeligt brugeraftryk på projektet.

 

Skal vi også hjælpe dig med brugerinddragelse, projektudvikling og fundraising?

 
Malene Stub Selmer