Kunstneren Joan Miró sagde engang “I work better when I am not working, than when I am”. Vi mennesker er mere kreative, når vi er trætte og slapper af, peger flere studier på – heriblandt psykologen og adfærdseksperten Ron Friedman i hans bog The Best Place to Work: The Art and Science of Creating an Extraordinary Workplace.
Når Einstein skulle løse en udfordring, arbejdede han hårdt med problemet i et par timer og stoppede derefter for at spille violin. At spille et stykke musik, som han kendte godt, krævede en mindre bevidst indsats og på den måde gav han sin hjerne en pause og tillod tankerne at vandre.
At være træt, ineffektiv eller bare lave en overspringshandling behøver ikke være en dårlig ting. Faktisk er det i sådanne øjeblikke, hvor det er en god ide at gå i gang med en kreativ brainstormingsproces! Aktiviteter, der hjælper hjernen til at slappe af, kan have en gavnlig effekt på kreativiteten. Derfor er dagligdagsaktiviteter gode til at udløse øjeblikke med kreativ indsigt. Det kan fx være, mens du tager opvasken, går en tur, kører hjem fra arbejde eller tager et brusebad.
Tag dig en skyller og lad kreativiteten flyde
Et brusebad kan få dine ideer til at skumme. Et bad er afslappende. Det er et lille, sikkert og lukket rum, hvor du føler dig komfortabel. Det kan være det eneste tidspunkt, du har noget alenetid i løbet af dagen. Det er din chance for at komme væk fra stress og jag. Et varmt brusebad vil få din hjerne til at slappe af, så tankerne kan vandre frit.
idspunktet for at stå i bruseren har også en betydning. De fleste af os vasker os om morgenen eller aftenen – når vi er mest trætte. Ifølge forskellige undersøgelser er det her vores kreativitet topper. Den groggy morgentåge svækker din hjernes censorer, hvilket forhindrer dig i at blokere de irrelevante, distraherende tanker, dem der giver gode ideer.
De ideer du får i brusebadet er forskellige fra de ideer, du får på jobbet. Hvis du tænker meget koncentreret over et problem, øger du din kontrol af pandelappen. Dette er ikke en dårlig ting – det strammer dit fokus og giver dig styrken til fx at nå dine deadlines. Men det kan også grave dig ind i et kreativt ”sort hul”, fordi når du er dybt fokuseret på en opgave, er din hjerne mere tilbøjelig til at censurere ukonventionelle og kreative løsninger.
Her har du altså svaret på, hvornår du er mest kreativ: når du er afslappet og træt.
Lad dine tanker (og ben) vandre
En anden måde at fremme kreativ tænkning på er ved at gå ture. Mange af historiens store navne brugte bevidst gåture, herunder Beethoven og Darwin. Steve Jobs var berømt for at holde møder, mens han gik og Mark Zuckerberg følger nu i hans fodspor.
Det er videnskabeligt bevist at gående møder gør dig mere kreativ end siddende møder. Et studie fra Stanford University har sammenlignet kreativiteten hos mennesker, mens de går og mens de sidder. Deres forskning viste, at deres kreative produktion steg med 60%, når de gik.
Gående møder styrker også dit fokus og forøger din energi. Folk der holdt gående møder i en periode på tre måneder, rapporterede om forøget energi, styrket evne til at fastholde fokus og ikke mindst et større engagement på jobbet. Med et bedre fokus ses det også, at kommunikationen flyder bedre og vi bliver bedre til at lytte. Dette skyldes den øgede blodtilførsel til hjernen, som ikke bare bidrager til bedre ideer, men også øger vores evne til at udtrykke ideerne mere flydende.
Summa summarum er: husk at tage nogle pauser fra arbejdet og slap af! Hop ind i bruseren og vask de bedste ideer frem eller gå en tur for at få dine tanker på idevandring.