AUTENTISKE OPLEVELSER OG SALTVANDSINDSPRØJTNINGER

 

Hvide Sande er et rigtig godt udgangspunkt for familien, der ønsker en aktiv ferie kombineret med en spændende historie om bl.a. fiskernes barske hverdag.

Hvide Sande ligger placeret midt i det barske landskab på klittangen mellem det brusende Vesterhav mod vest og den milde Ringkøbing Fjord mod øst. Kraftige storme er tilbagevendende begivenheder, der den dag i dag stadig påvirker beboernes levevis – både på land og på vand. De lever kort sagt på kanten af naturen - midt imellem hav og fjord.

Man skal booke i god tid, hvis man skal opleve Hvide Sande. Det er et populært udflugtsmål for især tyskere.

Oplevelsen af Hvide Sande er i høj grad præget af livet på havnen; duften af fisk og det salte hav, skibe, der sejler ind og ud af indsejlingen, det brusende vand fra Afvandingsslusen, mågeskrig, skønne fiskeretter på havnen, legende sæler på jagt, vejrbidte fiskere, der rigger garn i deres orange vaders, de omkringliggende barske klitter og meget, meget mere.

En tur ”Fjorden Rundt” vil tage ca. en halv dag i bil. Turen er ca. 100 km, og er en oplevelse for flere generationer. Man kan bl.a. opleve Lyngvig Fyr; Danmarks højeste fyrtårn, Bork Vikingehavn, og Tipperne, som er et af landets mest fantastiske naturområder. Man kan også vælge stilheden – og en rolig tur langs fjorden – og ild i brændeovnen i sommerhuset.

I kan slutte turen med vandski ved Kabelbanen – her kan man virkelig lære at stå på vandski, der er super service, god stemning og en fantastisk oplevelse for børn, unge og selv de lidt mere gråhårede.

Læs mere her

I PrimusMotor er vi så privilegerede, at vi sammen med flere partnere skal i gang med et større udviklingsprojekt, der bl.a. omhandler endnu flere oplevelser langs fjorden og endnu flere vandsportsaktiviteter…..