EN REALISTISK FINANSIERINGSPLAN – DIT ARBEJDSREDSKAB OG ”OVERBEVISNINGSREDSKAB”

FÅ VORES 5 ENKLE STEPS TIL AT UDARBEJDE EN FINANSIERINGSPLAN

Det er helt nødvendigt at have et overblik over, hvorfra du får midlerne til dit projekt. Der kan være flere fonde og forskellige kilder. Vigtigst er det, at du kan anskueliggøre overfor fondene, at du har lavet en realistisk plan for hele finansieringen.

Step 1: Hvad koster dit projekt?

Det første du skal gøre er at se på dit samlede projektbudget. Lad os som eksempel sige at du har et lokalt projekt, der koster 1 million kroner at gennemføre.

Step 2: Skab overblik over din medfinansiering

Hvad har du selv af midler eller timer, som du kan bruge på projektet? Og hvad med dine partnere? Vil de også spytte noget i kassen for at få projektet gennemført? Det beløb du og dine partnere tilsammen har til projektet er jeres medfinansiering. I eksemplet har I 300.000 kr. Husk at medfinansiering også kan være timer til egen projektledelse og arbejdstimer.

Step 3: Skab overblik over den lokale finansiering

Vi har før her på bloggen skrevet om lokal finansiering, og hvor vigtigt det er at kunne vise fondene, at der er lokal opbakning til dit projekt. Den lokale finansiering skal med i finansieringsplanen. Det er midler, du har indsamlet fra lokale virksomheder, borgerindsamlinger eller arrangementer til fordel for projektet. Det kunne fx være 175.000 kr. Hvis du er så heldig, at kommunen har afsat midler til dit projekt, skal disse penge naturligvis også indgå i finansieringsplanen. Mange fonde er meget optagede af, at de projekter de støtter også er forankret kommunalt. Lad os antage, at kommunen også bidrager med 175.000 kr.

Step 4: Estimer et bidrag fra dine udvalgte fonde

I et tidligere blogindlæg gav vi dig opskriften på at udarbejde en succesfuld fondsstrategi. Tag nu din fondsstrategi og se på de fonde, du har udvalgt, og som du har tænkt dig at søge. Hvad er det realistisk, de vil bidrage med til dit projekt? Der er naturligvis forskel på, hvad en mindre lokal fond har af midler, sammenlignet med en stor national fond. Men da vores eksempel her er et lokalt projekt (lad os sige, at det er på Fyn), kunne følgende fonde være relevante: Nordea-fondens lokale pulje, Spar Nord Fonden, Albani Fonden og Energi Fyns Almene Fond.

Step 5: Lav din finansieringsplan

Læg nu beløbene sammen og opstil en finansieringsplan.

Eksempel på finansieringsplan for lokalt projekt på Fyn

Medfinansiering, kontant                                                         300.000

Medfinansiering fra kommunen , er bevilget                           175.000

Lokal finansiering, er bevilget                                                  175.000

Nordea-fonden                                                                        100.000

Spar Nord Fonden                                                                   100.000

Albani Fonden                                                                           50.000

Energi Fyns Almene Fond                                                       100.000

I alt                                                                                       1.000.000

Det er vigtigt, at du ud for hver fond angiver ”ansøgningsstatus”. Skriv fx ”ansøgning afsendt, afventer svar";. Eller hvis du allerede har fået tilsagn, så angiv at beløbet er bevilget.

 

HUSK

Jo større din medfinansiering er, jo lettere vil det være at overbevise fondene.

Den første fondsbevilling er den sværeste at få, men har du først fået den, er det en blåstempling af dit projekt.

Tænk over at fondene skal kunne se, at de gør en forskel med deres bevilling, og at din finansieringsplan er realistisk. Søger du fx 100.000 kroner hos en fond til et projekt, der koster 5 millioner at gennemføre, vil fonden sandsynligvis give dig et afslag, med mindre de 100.000 kroner er de sidste penge, der skal til for at virkeliggøre projektet eller fordi du har beskrevet, præcist hvad pengene skal gå til. I stedet kan du inddele dit projekt i mindre delprojekter (der også har et mindre budget) og søge fondsmidler til disse.

Vil du vide mere om økonomi i forbindelse med fundraising, så tag på et af vores fundraisingkurser.